Rune Ole i Zoo

Rune Ole ser på den lille kø foran Zoologisk Haves billetluge: Stella, Konrad, Ralf, Betty, Hubert, Ilse Lizette, Diana og fru Møgeltønder. Egentlig var det bare Rune Ole, Stella og Konrad, som skulle i zoo, men da Ralf hørte om turen, ville han også med. Stella sagde ok, og da Ralf skulle spørge sin mor, blev hun helt blød om hjertet ved tanken om giraffer og gedekid, og derfor ville hun også gerne med.

 ikke må fodre aberne med kiks og spagetti ligesom i gamle dage.

 

Stella vifter med alle billetterne. ”Kom alle mine kyllinger,” skråler hun og begynder at gå hen mod indgangen. Rune Ole og Ralf er lige i hælene på hende.

 

”Vent, vi må vist hellere skaffe en trækvogn,” siger Betty og peger på bjerget af bagage: Der er madpakker og tæpper og termoflasker med kaffe og saftevand til børnene

Store og små chimpanser mellem hinanden. I midten ligger flokkens store fører-han ved siden af madskålen, som han er ved at tømme for frugt. Det ene stykke efter det andet forsvinder ind i hans brede mund. De andre chimpanser ligger og sidder rundt om hannen, et par stykker af dem leger, andre piller hinanden i pelsen.

 

”Bare vi kunne komme derind,” siger Rune Ole med næsen trykket flad mod ruden.

grynter han og skubber til Rune Ole. De er begge to lige ved at falde ned, men når at kaste sig ind imod abeburets glasvæg.

 

Inde i buret bevæger en hun-chimpanse med en lille unge på maven sig langsomt hen i nærheden af madskålen og den store han. Hun forsøger med en forsigtig arm at nappe en gulerod, men hannen farer op og skubber til hende. Han står på bagbenene og viser alle

Både Ralf og Rune Ole springer væk fra den rasende chimpanse med et vræl.

 

”Heldigt, at der er glas imellem jer, hva' drenge,” brummer Hubert og stiller sig mellem Ralf og Rune Ole. ”Ellers havde I vist fået en omgang klø.”

”Vi havde nok klaret det,” smiler Rune Ole. ”Chimpanser er ikke så farlige, som de ser ud.”

 

”Ja, den er god med dig,” griner Hubert og læser op fra skiltet.

De vinker til Rune Ole. Solen skinner Stella i øjnene, og hun ser glad ud. Det gør Konrad også. Mon han har husket deres aftale?

 

Rune Ole vil hen til Konrad, men i det samme springer Ralf op på ryggen af sin far med et højt abebrøl. Hubert griber fat i Ralf og løber afsted med ham, mens han skriger som en abe. De er lige ved at vælte fru Møgeltønder, men Rune Ole når at gribe fat i hendes arm.

Ilse Lizette går ved siden af Betty med sin mobiltelefon i hånden. Ralf hænger på Huberts arm og dingler. Konrad peger på en flok maraboustorke, som ligner sure gamle mænd. Stella griner højt og hiver trækvognene videre til det næste bur. Hele forsamlingen følger efter hende til papegøjerne. Hubert peger på en lysegrøn papegøjer med blåt hoved. ”Det er en blåpandet amazonpapegøje,”

 ”Har vi det?” siger Konrad og griner. ”Du skal nok få en is, når vi kommer ned til legepladsen.” Konrad ser igen på papegøjerne.


”Glem isen,” siger Rune Ole. ”Vi skulle jo vise min mor slangerne.” Rune Ole hvisler som en slange.

 

”Er du sikker på, det er en god ide?” Konrad tripper lidt frem og tilbage. ”Måske bliver hun helt hysterisk.”

”En bogorm,” siger Konrad og skubber brillerne længere op på næsen. ”Er det ikke det, du kalder mig?”

 

Pokkers. Rune Ole bliver varm i kinderne. Det er nok Stella, som har sladret.


”Det var jo bare...” Rune Ole går i stå. Konrad giver Rune Oles skulder et skub.


 

”Det er i orden, abefjæs,” siger han. ”Er du klar?” forsætter han

Konrad har armen om hendes skulder og følger hende blidt ind ad døren til slange- og edderkoppelandet. Rune Ole er nu blevet til en hoppende klokkefrø, som først står stille, da Stella er kommet helt ind i tropehuset. Luften er varm og fugtig, og der er store palmer og fuglekvidder. Stella smiler og ser efter kokosnødder på en stor palme. 

 

”Er her ingen dyr?” spøger Stella og ser sig omkring.

Møgeltønder, Diana, Betty og Ilse Lizette. ”Jeg skal ud herfra for pokker.”

 

”Hva' siger hun,” råber fru Møgeltønder og bliver stående. Det samme gør de andre, mens Stella hopper nervøst op og ned for at få dem til at flytte sig. En dyrepasser dukker op bag Ilse Lizette.


”Nu,” råber Stella, som ikke har set dyrepasseren. Rune Ole og Konrad står helt stille ved siden af

”Eller er du bange?” spørger dyrepassseren og maser sig forbi Ilse Lizette, som stadig sms-er på sin mobiltelefon, og hen til Stella. 


 

”Nu skal I se kongesnogen,” smiler dyrepasseren og går hen til et terrarium og løfter en slange ud. Den er lang med røde, gule og sorte striber, og den begynder at sno sig op af dyrepasserens arm. Rune Ole og Ralf går tættere på for bedre at kunne se.  

Hun tager fru Møgeltønder i hånden.


”Den er slet ikke farlig,” siger den rare dyrepasser og går tættere på Stella med snogen. Hun er hvid i ansigtet og blinker hele tiden med øjnene. Dyrepasseren holder slangen helt hen til Stella, som holder vejret og tager et hårdt tag i fru Møgeltønders arm. Diana forsøger at komme om bag ved Stella, som står helt stille, mens hun siger en

brummer han. ”Så bange for ingenting. Det er jo bare en bette snog.” Hubert løfter øjenbrynene og ser på Stella og på Diana, som stadig prøver at komme om bagved Stella.

 

”Du kan da selv være et skravl,” råber Stella til Hubert og vifter efter dyrepasseren.

”Kom her hen med det monster,” siger hun og rækker hånden frem mod den stribede snog. Rune Ole holder hænderne for øjnene.

flot.” Stella er bleg og underligt stiv i ansigtet, men hun smiler en lille smule til Rune Ole og flytter sin hånd tættere på slangen.

 

”Se, hvor pivet hun er,” råber Hubert med en høj latter. Konrad står lige ved siden af Hubert. Han ser vredt på ham og giver ham en albue i siden. Stella begynder at hvæse igen. Hendes næsebor bevæger sig ud og ind. Med et snuptag tager hun snogen ud af hånden på dyrepasseren.

”Det var dét, jeg sagde,” råber Hubert. ”Der er overhovedet ikke noget at være bange for.” Hubert lægger armene over kors og griner.


”Så, nu må vi vist hellere få slangen over til slangetæmmeren her,” siger dyrepasseren og tager kongesnogen ud af hånden på Stella og rækker den frem mod Hubert.

 

”Yes, far,” siger Ralf og maser sig helt hen ved siden af sin far.

siger dyrepasseren venligt og aer kongesnogen, som slår et slag med halen.

 

”Jeg tør godt, og jeg kan godt,” siger Hubert meget højt. ”Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har bare ikke lyst lige nu.”šHubert stikker begge hænder i lommen.

 

”Kom nu, far.” Ilse Lizette lagt sin mobiltelefon i tasken og står nu lige ved siden af Hubert sammen med Ralf. Kongesnogen er på

 ”Gu' er han da ej,” snerrer Ralf og skubber til Ilse Lizette.


”Nej,” siger dyrepasseren og klapper kongesnogen, som har lagt sig som en tørklæde rundt om hans hals. ”Det er ikke det rene barnemad at holde en slange.”


”Det er kun for de seje,” siger Konrad og tager Stella i hånden.

 

”Rigtig seje,” siger Rune Ole og tager Stella i den anden hånd.

Der bliver snakket og spist og drukket og skålet. Fru Møgeltønder sidder under parasollen for enden af bordet.

 

”Jeg så kamelen, Ole Ole. Sikke et pragtfuldt dyr,” råber hun og løfter sit glas og skåler med Rune Ole. Han løfter sit saftevandsglas og griner til hende. Selv Hubert smiler nu – med en lille smule italiensk salat ved siden af munden. Rune Ole er mæt og lidt træt. Han ser rundt på dem alle sammen:

af glade mennesker og fugle og børn, der er faldet ned og har slået sig. Rune Ole kan også høre søløverne. Deres bassin er ikke ret langt væk fra legepladsen, men de voksne har travlt med at snakke, så Rune Ole rejser sig stille fra bordet for at se søløverne. 

 

De fem søløver svømmer rundt i et stort, rundt bassin. De skyder sig som pile gennem vandet. Rune Ole elsker det plaskende

tanke om de andre. De ved ikke, at  han er gået, og måske er de på vej videre. Rune Ole følger den brede sti forbi okapierne og går om hjørnet ved de afrikanske hjorte. Så skal han bare lige ud et lille stykke og dreje, og så er han ved legepladsen. Rune Ole glæder sig til at fortælle Ralf om søløverne, måske kan de gå derhen igen sammen. Rune Ole drejer dér, hvor legepladsen skulle være, men i stedet er han

søløvebassinet. Han prøver at huske, hvor han kom fra, men det hele ser anderledes ud nu. Han går hurtigt, selv om han ikke ved, hvor han skal hen. Han har lidt ondt i maven. Der er masser af mennesker omkring ham. De snakker og griner og peger på dyrene. Fædre og mødre og bedsteforældre med gråt hår. Der er børn, som sidder på skuldrene af deres fædre og tykke rollinger i barnevogne.

Han tænker på sin far og hans lastbil og æsken med billederne, som han ikke har set længe. Han tænker også på Ralf, som sikkert stadig rutcher på legepladsen.

 

Rune Ole står stille. Han er igen nået til elefanthuset. Øjnene svier meget nu, men han vil ikke græde. Han må da kunne finde den legeplads, den lå jo næsten lige ved siden af søløverne.

 

Han må spørge nogen om hjælp.

umuligt at finde dem igen. Rune Ole bider sig i tommelfingeren. Han går rundt om elefanthuset og stiller sig midt på stien. Skal han gå til højre eller venstre? Han bliver stående. Der er mennesker omkring ham, men han ser dem ikke helt klart. Det er også som om, de ikke ser ham.

 

Langt væk får Rune Ole øje på Stellas blomstrede kjole. Han løber alt hvad han kan,

Han ser op på Stella, og hans hånd standser i luften. Rune Ole bliver helt kold og så helt varm. For det er ikke Stella, som har kjolen på. En helt fremmed dame med helt forkert hår og helt forkerte øjne ser på ham.

 

Nu kan Rune Ole ikke holde på tårerne mere. De har presset bag øjenene så længe, og nu løber de ned ad kinderne i to varme striber. Rune Ole ser ikke på den blomstrede

kunne bede om hjælp? Rune Ole har ondt over det hele, og hans bluse er våd af snot og tårer. Han lukker øjnene og prøver at holde op med at græde. 

 


”Rune Ole.” Var det ikke hans navn. Var der ikke en der kaldte? ”Rune Ole.” Jo, det er rigtig nok. Rune Ole ser til alle sider og prøver at se forbi alle de fremmede ansigter, men han kan ikke få øje på nogen, han kender.

”Jeg kunne ikke finde tilbage,” snøfter Rune Ole og tørrer øjnene i ærmet.


”Legepladsen er lige derovre.” Konrad peger, og nu kan Rune Ole hører børnenes hyl fra legepladsen og se tårnet på rutchebanen. Og dér kommer Stella løbende.


”Rune Ole, Rune Ole, Rune Ole,” er det eneste hun siger, mens hun fægter med armene og griner og græder og hiver i Rune Oles ben.

Og fordi Betty sjældent går nogle steder uden Hubert, måtte han også med – sammen med Ilse Lizette, selvfølgelig. 

 


”Jo flere, jo bedre”, kvidrede Stella til fru Møgeltønder, som hun mødte på trappen, og derfor står Fru Møgeltønder nu bagerst i køen sammen med Diana, som ikke har været i zoo siden hun var barn og som bliver ved med at sige, at hun ikke kan forstå at man 

og en æske med kager fra Huberts butik og falckkassen, som Betty altid har med på tur, og parasollen, som skal sørge for, at fru Møgeltønder ikke får solstik.  

 

Rune Ole og Ralf har ikke tid til at vente på trækvognen. De drøner igennem indgangens metalarme og direkte hen til chimpanseanlægget. Der er en stor flok chimpanser lige inden for ruden.

”Jeps,” siger Ralf. ”Helle for at være ham den store han.”

 

”Det vil jeg være,” siger Rune Ole og klør sig under armene og hopper op og ned som en chimpanse. ”Jeg er han-chimpansen, Owaga, og alle skal adlyde mig,” råber Rune Ole og svinger sig op på rækværket foran chimpanseburet. Ralf springer efter ham med endnu højere abelyde. ”Jeg er ikke bange for dig, din lille abegnom,” 

sine tænder, mens han svinger vildt med armene mod den lille hun, som er væk i tre hurtige spring. 

 

”Godt, det ikke er min far,” griner Rune Ole og rækker tunge af den store abe. Chimpansen vender sig og ser direkte på Rune Ole, som ikke når at flytte sig, før aben kommer drønende mod glasset med fuld fart. Han viser alle sine gule tænder og slår på ruden af alle kræfter.  

”Chimpanse. Latin:Pan troglodytes. Føde: blade, frugt, myrer og mindre pattedyr.” Hubert ser op. ”Helt ufarlige, hva' Rune Ole. Mon det er smådrenge, de æder.” Hubert læser videre om chimpansens vægt og levealder, hvor den lever og meget mere. Rune Ole ser efter de andre og hører ikke, hvad Hubert siger. 

 

Rune Ole får øje på Stella og Konrad, som står bagerst ved siden af hinanden.  

”Sikke en flok aber, Ole Ole,” siger hun og klemmer Rune Oles arm. ”Tror du, der er kameler her, så vi kan ride en tur?” Fru Møgeltønder blinker til Rune Ole og følger med ham forbi chimpanserne og hen til zebraerne og strudsene, som går rundt i et anlæg sammen med en masse afrikanske fugle. Bag dem kan Rune Ole hører Diana, som endnu en gang fortæller, hvor sjovt det var at fordre dyrene med spagetti i gamle dage. 

forklarer han Ralf og Rune Ole. Han fortæller også, hvor den lever, og hvad den spiser, og hvor gammel den kan blive. Han læser og læser. Rune ser efter Konrad.


”Der er noget med, at vi har en aftale.” Rune Ole stiller sig ved siden af Konrad, som er optaget af at se på to blå araer. De ser ud som om de snakker sammen, mens de vimser frem og tilbage på deres pind som to gamle tanter.  

”Du har jo sagt, at jeg må være med til at passe dine snoge, så hun skal vænne sig til dem.”


”Måske er det en dårlig ide, når hun nu er så bange.” Konrad roder sig i håret, som stritter til alle sider. ”Måske skal jeg bare sælge dem.”

 

”Er du en mand eller en mus?” spørger Rune Ole. ”Eller en kylling?”  

og nikker hen mod Stella, som står mellem fru Møgeltønder og Diana og griner. ”Lad os så vise din mor de slanger.”


Konrad går på den ene side af Stella, Rune Ole går på den anden. De snakker og fortæller, mens de bevæger sig mod tropehuset, hvor slangerne bor mellem gekkoer og fugleedderkopper. Stella griner af Rune Ole, som viser, hvordan en chimpanse ser ud, når den går baglæns.  

Rune Ole ser på Konrad, som smiler med en bred, lidt mærkelig mund. 

 

”Her er da slanger over det hele,” råber Hubert og Ralf i munden på hinanden fra et af de store terrarier bag en palme. Stella ser på Rune Ole med sorte øjne og vender sig så mod Konrad.


”Jeg skal ud herfra,” råber hun og vender sig om for at løbe ud, men bag hende står fru  

hinanden. Ralf og Hubert ser ikke mere på slangerne, men på gruppen af kvinder, som står foran døren og dyrepasseren. 

 

”Nå, der er nok en, som rigtig gerne vil se slangerne,” smiler dyrepasseren til Stella. Hun ryster vildt på hovedet og brummer noget, som hverken fru Møgeltønder eller de andre kan forstå. Rune Ole bider sig i læben og ser på Konrad.

Stella går et skridt tilbage og er ved at træde Diana over tæerne.


”Jeg skal ud,” snerrer Stella og puffer til Diana, som træder til side, så Stella kan komme forbi. Men bag hende står fru Møgeltønder. 

 

”Sikke en basse, hva' lille Stella,” smiler fru Møgeltønder og klapper Stella på hånden. Stella stønner og sukker og bliver stående.  

sær hvæsende lyd, nærmest som når man trækker en kat i halen.

”Måske skal vi få hende ud herfra,” hvisker Rune Ole til Konrad, som nikker stille, men bliver stående.

 

”Hva' er du for skravl,” siger Hubert til Stella. ”Der er da ikke noget at være bange for.” Stella ser vredt på Hubert. Hun er holdt op med at hvæse.

 

”Typisk kvinder,”

Han hører den hvæsende lyd igen og kan ikke lade være med at kikke. På slangen og på Stella, som holder sin hånd i luften ud for slangen. Hun flytter forsigtigt hånden tættere på, men lige inden hun rører det stribede slangeskind, trækker hun med et gys hånden til sig igen. Rune Ole går hen og stiller sig lige ved siden af Stella. 

 

”Det er flot, mor,” hvisker han. ”Rigtig 

Hun stirrer frem for sig og holder den stribede snog i helt trakt arm. 

 

”Sejt, mor” siger Rune Ole og lægger hånden på slangen, som svinger frem og tilbage i luften. Der er helt stille. Som om alle holdt vejret.

 

”Den er faktisk varm og blød,” siger Stella efter et stykke tid. ”Ikke den mindste smule slimet.” Hun kan næsten smile til Konrad og Rune Ole samtidig med, at hun holder kongesnogen.  

Men Hubert rækker ikke hånden ud efter kongesnogen. Han griner heller ikke mere. Han ser måske også lidt bleg ud. Han hoster også en lille smule. Dyrepasseren holder kongesnogen helt hen foran Hubert. Han ryster på hovedet. 

 

”Det er nok ikke så godt,” mumler Hubert og ryster langsomt på hovedet.

 

”Jamen, hvis du ikke tør, så skal du da heller ikke,” 

vej op på dyrepasserens skulder. Hubert er hvid i ansigtet. 

 

”Det går ikke,” siger han og vender sig og løber i zigzag mod udgangen.


”Han har lidt problemer med maven for tiden,” mumler Betty og lægger en hånd på Ralfs skulder.

 

”Han er en gammel pivefis,” mumler Ilse Lizette og hiver mobiltelefonen frem igen. 

De finder Hubert på en bænk uden for legepladsen. Han har fået farve i kinderne igen, men han er helt stille. De voksne finder to borde i udkanten af legepladsen, som de skubber sammen, så de alle sammen kan være der. Ralf og Rune Ole prøver den store rutchebane. Igen og igen. Betty kalder mange gange, før Rune Ole og Ralf endelig sætter sig ved siden af hinanden ved bordet sammen med de andre.  

Fru Møgeltønder under parasollen, Diana, som slikker sin paptallerken ren for kagecreme, Ilse Lizette med mobiltelefonen, Betty, som tørrer Hubert om munden med en serviet, Konrad som viser Stella, hvor lang kongesnogen var og Ralf, som ikke sidder ved bordet mere, men kalder på Rune Ole fra toppen af rutchebanen. Rune Ole vinker til Ralf. Han er for mæt til at rutche. Han ser sig omkring og hører alle lydene

gys, når en søløve kommer flyvende op af vandet lige foran ham. Det er umuligt at gætte, hvor de blanke dyr kommer op, og han bliver overrasket hver gang. Ind imellem springer søløverne sig også op på land, hvor de humper rundt og kalder med deres sære hostelyd. Rune Ole kunne godt tænke sig en tur i vandet. Tænk at svømme om kap med en søløve. 

 

Rune Ole kommer i

kommet til elefanthuset. Han ser sig omkring. Er han drejet den forkerte vej? Rune Ole går tilbage ad stien og går den anden vej ved de afrikanske hjorte, men kommer til indhegningen med dværggeder. Rune Ole elsker de små geder, som kan finde på at gumle på folks tøj, men han har ikke tid til at klappe dem nu. Han må tilbage til søløverne og starte forfra. 

 

Rune Ole går rundt om  

De er glade og spiser is og holder balloner i hænderne og der er ingen af dem, som er blevet væk. 

 

Det prikker i øjnene, og Rune Oles sko gnaver på hans fødder, som bevæger hurtigere og hurtigere. Rune Ole prøver at lytte efter lydene fra legepladsen, prøver at huske, hvor han kom fra, men han kommer hele tiden nye steder hen. Han tænker på Stella og snogen, hun holdt i hånden.  

”Ved du, hvor legepladsen er?” spørger Rune Ole en mand, som kommer gående med en lille pige i hånden. Han ser på Rune Ole med løftede øjenbryn og slår ud med hænderne, mens han siger en hel masse, Rune Ole ikke forstår.


Rune Ole gnider sig i øjnene. Tænk hvis han ikke finder de andre igen. Og hvad nu hvis de er gået videre og slet ikke er på legepladsen mere. Så bliver det helt
 

mens han holder øje med de gule og lilla blomster. Rune Ole er ved at falde, og han støder ind i folk, som råber efter ham, men han er ligeglad. Han har fundet sin mor. Han kan se den blomstrede kjole lige foran girafburet. 

 

”Moar,” råber Rune Ole, inden han når helt hen til girafferne og den blomstrede kjole. ”Moar.” Rune Ole løber helt hen til kjolen. ”Moar,” siger han og vil røre ved blomsterne.  

dame, og han hører heller ikke, hvad hun siger. Han vender ryggen til hende og går langsomt tilbage, hvor han kom fra. Eller også er det den anden vej. Rune Ole ved det ikke. Han ved bare, at han savner sin mor. Og Ralf. Og faktisk også Konrad, som har lovet ham, at han må passe snogene. Det bliver der ikke noget af, når han er blevet væk. Hvad skal der blive af en dreng som er faret vild og som græder for meget til at  

”Rune Ole” lyder det igen – og Rune Ole mærker en hånd på sin skulder. Han vender sig om og dér står Konrad. Rune Ole og springer op til ham. De griner begge to, og Rune Ole græder også lidt og lægger armene om Konrads hals og holder fast. 

 

”Hvor har vi været bange,” siger Konrad og aer Rune Ole over håret. ”Vi har ledt over det hele.”  

I hælene på hende kommer Ralf og efter ham Hubert, Ilse Lizette, Betty og Diana og allerbagerst kommer fru Møgeltønder med forsigtige skridt. De omringer Konrad og Rune Ole. De griner til hinanden og til Rune Ole, de peger i forskellige retninger og snakker i munden på hinanden. Rune Ole sidder stille på Konrads skulder og smiler og kan slet ikke komme til at fortælle, at han bare ville se søløverne.